-
Forklaringer og beskeder er vigtige beviser i sager om psykisk vold
Источник: BDK Borsnyt / 08 янв 2025 00:31:44 America/New_York
Torsdag begynder en retssag i Retten i Hjørring mod en 52-årig mand, der er tiltalt for gennem knap fem år at udøve omfattende psykisk vold mod sin daværende kæreste. Han skal flere gange have tvunget hende til at sove i et hundebur, og når kvinden forlod huset, tvang han hende til at iføre sig trusser med nåle i, lyder det i anklageskriftet. Derudover skal han have bestemt, hvordan hun skulle klæde sig, hvem hun måtte have kontakt med, samt hvornår hun måtte forlade huset. Den 52-årige er også tiltalt for vold, mishandling og voldtægt af kvinden. Siden 1. april 2019 har det været strafbart at udøve psykisk vold, men det kan være kompliceret for anklagemyndigheden, når bevisbyrden skal løftes, siger Trine Baumbach, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet. - Det skal bevises, at den psykiske vold er foregået gentagne gange, og derudover skal handlingerne også være egnede til utilbørligt at styre den anden, siger hun. Anklagemyndigheden skal desuden bevise, at der enten har været en fælles bopæl, eller at den tiltalte og offeret har haft en tilknytning til hinandens hjem. Samtidig er det ifølge hende vanskeligere at bevise, at psykisk vold har fundet sted, end det er i sager om fysisk vold, hvor der typisk vil være synlige beviser i form af blå mærker eller andet. Derfor er det ofte forklaringer, der udgør beviserne. - I sager om psykisk vold afhører man både den tiltalte og offeret. Men nu er det sådan, at vi lever i en digital tid, og i rigtig mange af de her sager indgår der også nogle digitale elementer, siger Trine Baumbach. Det kan være gennem korrespondancer på sms eller sociale medier, men det kan også være beviser som overvågningsmateriale eller GPS-overvågning. Andre vidner som familiemedlemmer, venner og naboer kan også afhøres. De kan ifølge Trine Baumbach fortælle om ændret adfærd hos offeret eller isolation. Også på fredag begynder en sag om psykisk vold. Det er i Retten i Herning. Her er en 22-årig mand anklaget for at have isoleret sin daværende kæreste fra venner og familie og for at have nedbrudt hendes selvværd ved gentagne gange at have kaldt hende skældsord som "billig luder" og "klamme sæk". Han er også tiltalt for vold og voldtægt af kvinden. I oktober 2024 var der - på de fem et halv år, der var gået, siden psykisk vold blev kriminaliseret - 99 personer, der var blevet dømt for psykisk vold. Det viste tal fra den nationale enhed Lev Uden Vold. I samme periode var der tusindvis af anmeldelser. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/forklaringer-og-beskeder-er-vigtige-beviser-i-sager-om-psykisk-vold